Brystforstørrelse med eget fedt

Brystforstørrende operationer kan foretages med forskellige metoder, men også med forskellige materialer. Det mest udbredte er brugen af silikoneimplantater eller implantater af saltvand, men det er faktisk også muligt at bruge sit eget fedt til at få en større barm.

En stor del af de danske kvinder er af den ene eller anden grund ikke tilfredse med størrelsen eller formen på deres bryster, der typisk er forholdsvis små. Gennemsnittet af kvinder i Danmark bruger en 75 B skål eller 75 C skål, men ville ønske, at der sad lidt mere i disse, frem for de ekstra gram, som ikke har noget problem med at sætte sig på lårene og numsen. Med andre ord mener de ikke, at deres bryster er proportionale med resten af kroppens dimensioner. Brystforstørrelse med eget fedt er her ideel til de kvinder, som ønsker at få rykket rundt på kroppens fedt, uden at de er på jagt efter en meget stor brystforstørrelse.

Omkring en skålstørrelse større

En brystforstørrende operation med fedt adskiller sig fra brugen af implantater på flere måder. Med implantater er det ikke noget problem for kvinder at få brystforstørrelser på helt op til 350 milliliter, men det helt det samme gør sig dog ikke helt gældende, når man skal bruge eget fedt. Her vil man typisk kun kunne forvente en forstørrelse et sted i intervallet 150 milliliter til 250 milliliter, hvilket dog også kan give en betydelig fremhævelse af brysterne og ofte være rigeligt for de, der ønsker en mindre og naturligt udseende brystforstørrelse.

Måske flere operationer

Ved en operation med eget fedt, kan det være nødvendigt at foretage flere operationer med nogle måneders mellemrum, for at opnå det ønskede resultat. I forholdsvis mange tilfælde er to til tre operationer normalt. Dette skyldes, at det er et naturligt materiale, som ikke kan styres på helt samme måde som de indkapslede silikone- eller saltvandsimplantater.

Samtidig skal man være opmærksom på, at fedt i brysterne kan forbrændes ligesom fedtet alle andre steder på kroppen. Omlægninger i kosten eller en øget mængde motion vil altså kunne være ensbetydende med, at flere operationer bliver nødvendige for opretholdelsen af den ønskede bryststørrelse.

Fordelene er dog mange!

Nok kan udsigten til flere operationer ved en forstørrelse på cirka en skålstørrelse virke lidt voldsom, men i denne sammenhæng skal det også holdes for øje, at der altså også er utroligt mange fordele ved metoden, som kan veje op herfor. Det er en brystforstørrelsesform, der vil give et meget naturligt resultat, og mange føler ikke, der er tale om ”snyd”, som nogle gør det ved implantater.

Undgå kapseldannelse

Kapseldannelse eller kapselstramning viser sig ved stramning og hårdhed i brysterne, hvilket kan være forbundet med en betydelig mængde ubehag. Dette er den hyppigst forekomne komplikation ved en brystforstørrende operation med implantater og indtræder, ved at det arvæv, der er dannet omkring implantaterne ved helingsprocessen, skrumper.
Brystforstørrende operationer med eget fedt er ikke forbundet med en sådan komplikation, eftersom der ikke indsættes et fremmedlegeme.

Kom af med ”problemområderne”

Endnu en fordel ved denne form for brystforstørrende metode er, at du ikke nok med at få lidt fylde i barmen, også kommer af med lidt af den fedt, der sidder andre steder på kroppen og ellers er så svær at slippe af med – eksempelvis den lille delle under navlen, sidehåndtagene, ridebukseområderne samt hofte- og inderlår. Selve fedtsugningen af disse områder foregår stille og roligt med en tynd kanyle.

Operationsforløbet

Er man interesseret i brystoperation med eget fedt, skal man til en forundersøgelse med den praktiserende kirurg, der skal udføre indgrebet. Her vil der blive foretaget en undersøgelse af dig, og forløbet samt resultaterne og eventuelle komplikationer ved en operation vil blive drøftet. Operationen vil kunne foretages syv dage efter konsultationen, men ikke før grundet sundhedsstyrelsens bekendtgørelse vedrørende kosmetiske operationer. Er man en kvinde over 35 år, anbefales det desuden, at der inden operationen foretages en mammografi, eller at man har fået en scanning, som ikke er over 12 måneder gammel.

Selve operationen

En brystforstørrende operation med fedt er en transplantation, hvorved levende fedtceller flyttes fra et område i kroppen til et andet. Herved vil fedtet efter nogen tid ”sætte sig” og altså blive en naturlig del af dit bryst, dvs. ligesom den fedt brystet består af fra naturens side. Dette betyder altså, at fedtet vil opføre sig som alt andet kropsfedt, og det kan altså forbrændes, modsat hvad der er tilfældet for implantater med saltvand eller silikone.

Operationsdagen

Brystforstørrelsesoperationen foregår under lokalbedøvelse. Først foretages fedtsugningen med den tynde kanyle. Det udvundne fedt skal dernæst centrifugeres og renses for at udskille de levende fedtceller, som skal anvendes til transplantationen i brysterne. Herefter indsprøjtes fedtcellerne i brysterne. En realistisk operationstid vil typisk være omkring 2-2,5 timer, selvom dette kan variere meget fra den enkelte person.

Helingsprocessen

En brystoperation vil i de første par uger medføre øm- og spændthed, hævelse og eventuelle misfarvninger i området omkring brystet. Som en naturlig følge heraf skal man også holde sig i ro, for at de nye bryster kan få lov til at hele ordentlig.

Til skåning og heling af de områder, der har været udsat for fedtsugning, skal man anvende en kompressionsbandage. Ligeledes vil en bandage skulle benyttes over brystet i stedet for en BH.

Det tager noget tid, før det er muligt at bedømme det endelige resultat af operationen. Først efter hele to til tre måneder vil det kunne afgøres, om yderligere operationer skal foretages til opnåelse af det fra begyndelsen ønskede resultat.

Mulige komplikationer

Yderst sjældent forekommer der infektioner eller blødninger efter en brystforstørrende operation, men skulle man opleve feber, varme, rødme eller smerter i brystområdet, bør man derfor straks rette henvendelse til klinikken, hvorpå operationen er udført.

Små ujævnheder i huden er ganske normalt i det første stykke tid efter operationen, og disse vil typisk gradvist aftage gennem de første par måneder.

Det er ikke ualmindeligt, at man oplever følelsesforstyrrelser i brysterne, men dette vil som oftest forsvinde igen tre til seks måneder efter operationen. Enkelte patienter oplever endvidere, at de får fortykkede ar, og at der sker en øget pigmentering.