Det er i dag utrolig populært at rejse til udlandet og få foretaget skønhedsoperationer så som brystforstørrende operationer, men også rejser inkluderende fedtsugninger og hårtransplantationer efterspørges. Destinationerne for skønhedsrejserne er primært Polen, Tyrkiet og Thailand, og dette skyldes, at der i disse lande er utroligt store besparelser at hente på plastikkirurgiske indgreb sammenlignet med de danske priser.
Indhold i denne artikel
Billige operationer
Skønhedsrejserne er blevet utroligt populære blandt danskerne, eftersom de typisk er mellem 40 og 60 % billigere end de tilsvarende operationer i Danmark. Dette virker for mange yderst tiltrækkende, og når man så ovenikøbet kan komme ud og opleve et andet land samtidig, er det ekstra tillokkende.
De rejsebureauer, der arrangerer rejserne, hjælper med planlægningen af hele forløbet: flybilletter, transport, indtjekning på hotel samt kontakt med klinikken, så man skal ikke selv bruge en masse tid og energi på at finde en klinik og indhente pristilbud m.v.
Ulemperne ved skønhedsrejser
En skønhedsrejse lyder umiddelbart som et ret attraktivt tilbud, men man skal dog være opmærksom på, at der også er betydelige risici forbundet med de noget billigere priser i disse lande.
Manglende uddannelse
I de pågældende lande, hvor skønheds- eller patientrejserne, som de også kaldes, går til, er der ikke de samme krav til klinikkerne og plastikkirurgerne, som der er i Danmark, og selv hvis dette alligevel skulle være tilfældet, så bliver der ikke ført den samme kontrol med overholdelsen af sådanne regler som i Danmark.
Alt afhængigt af hvor omfattende en kontrol rejsebureauet selv fører med de klinikker, som de anvender, vil der altså muligvis være en risiko for, at det ikke er en uddannet plastikkirurg, som kommer til at udføre ens operation. Dette vil kunne resultere i diverse komplikationer og medføre misformede resultater, der ikke er så nemme at rette op på igen, hvis dette overhovedet er muligt.
Efterfølgende komplikationer
Komplikationer i forbindelse med eksempelvis en brystforstørrende operation viser sig nogle gange først flere dage efter selve operationen, hvilket kan være et problem, hvis rejsen er kommet til ende, og man befinder sig hjemme i Danmark igen. Her vil det være nødvendigt at tage til en dansk klinik, hvilket koster dansk takst, uanset den første operation er foretaget i udlandet. Nok oplever man altså en besparelse i første omgang, men det kan altså efterfølgende blive utrolig dyrt.
Der er ikke nogen dækning fra sygesikringen eller rejseselskaberne, hvis man har fået foretaget en fejloperation i udlandet, og det er derfor for egen regning, hvis noget skulle gå galt, og der er brug for yderligere indgreb efter hjemkomsten.
Tilstrækkelig oplysning og betænkningstid?
Endelige kan der være problemer forbundet med kommunikationen mellem patient og kirurg grundet eventuelle sprogbarrierer. I Danmark er der en lang række krav til, hvilke både skriftlige og mundtlige informationer der skal gives, når man skal have foretaget kosmetiske indgreb. Endvidere er det et krav, at der skal gå minimum syv dage, fra man er til konsultation og forundersøgelse med plastikkirurgen vedrørende operationen, til at denne må foretages. Herved sikres, at patienten kan foretage et valg på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og at der er en vis bundet betænkningstid, således at man undgår forhastede spontane beslutninger, der ofte fortrydes.