Indadvendte brystvorter

I dag oplever flere piger at have indadvendte brystvorter, hvilket for mange er et kosmetisk problem, der er årsag til lavt selvværd med videre. Der er heldigvis råd herfor, da det godt kan afhjælpes med en operation.

Generelt om indadvendte brystvorter

Indadvendte brystvorter vil typisk allerede kunne opdages allerede i puberteten, og det betyder simpelthen blot, at brystvorterne vender indad i stedet for udad. Nogle kvinder oplever, at de pludseligt får indadvendte brystvorter – selv efter deres bryster er færdigudviklede. Dette kan skyldes hormonelle forandringer i forbindelse med graviditet, vægtforøgelse med mere, men sådanne pludselige ændringer bør altid undersøges, da det også kan være et symptom på udvikling af brystkræft.

Hos flere kvinder er det kun det ene bryst, hvor brystvorten vender indad, hvilket bevirker en ret tydelig asymmetri, og for mange er selve asymmetrien faktisk det største problem.

Der kan dog også være fysiske gener forbundet med at have indadvendte brystvorter, eftersom det i nogle tilfælde kan bevirke, at man ikke kan amme. Det vil ofte ikke være et problem, hvis brystvorten kun er indadvendt i mindre grad.

Operationen generelt

Operation af indadvendte brystvorter tager typisk et par timer og vil give et flot resultat, næsten uden nogen form for ardannelse.

Som hovedregel vil man først lave en operation af indadvendte brystvorter, når en piges bryster er færdigudviklede, hvilket hos langt de fleste først er i en alder af 19 år. Dette skyldes, at der er en chance for, at de indadvendte brystvorter vil rette sig til og skubbes ud, helt af sig selv i takt med deres udvikling.

Proceduren for operationen

Den mildeste procedure

Er der tale om en mildere grad af indadvendte brystvorter, vil kirurgen som udgangspunkt lave et snit rundt langs ”roden” af brystvorten, hvorefter denne bliver bøjet ud med areola, hvilket er det mørke hudområde omkring brystvorten. For at fastholde brystvorten i den udadvendte position, vil der blive syet sammen om denne. Ved denne metode vil mælkekanalerne til brystvorten være delvist bevaret, men nogle vil med høj sandsynlighed blive afskåret ved proceduren.

Dybe indadvendte brystvorter

En anden metode anvendes i de situationer, hvor de indadvendte brystvorter ikke lige sådan kan vendes. Det vil være i tilfælde af meget eller dybt indadvendte brystvorter. Dette skyldes nemlig, at mælkekanalerne er for korte og altså ikke har kunnet nå ud til brystvorten, hvis denne skulle have sin rigtige udadrettede facon. At få brystvorten vendt vil her kræve, at mælkekanalerne skæres helt løst, hvormed kvinden altså ikke vil kunne amme efterfølgende. Ofte vil konsekvensen omkring amning dog ikke have så stor betydning, eftersom de dybe indadvendte brystvorter i forvejen som regel vil være uegnede til amning.

Begge operationsmetoder foretages med lokalbedøvelse.

Komplikationer

De efterladte ar vil -når helingen er komplet – være så små, at de nærmest ikke kan ses. I enkelte tilfælde sker det dog, at helingen ikke forløber som forventet, og at arrene derfor ikke lægger sig og falmer ordentligt.

Som tidligere nævnt vil det endvidere kunne risikeres, at man mister evnen til at amme. Dog skal det lige holdes for øje, at dette ofte også allerede er situationen før en operation af denne karakter.

Ved alle former for operationer er der risiko for infektioner, følgevirkninger af bedøvelsen, dårlig sårheling, blodansamlinger og blødninger, hvilket alt sammen kan føre til et anderledes og mindre fordelagtigt kosmetisk resultat.

Endelig er det muligt, at miste følelsen i brystvorterne. De forskellige komplikationer er dog yderst sjældne, og man vil som typisk kun opleve de kortvarige bivirkninger, der vil forsvinde i løbet af et par uger.

Helbredelsesprocessen

Man kommer hjem umiddelbart efter operationen, der som regel varer et par timers tid. Måske man er lidt døsig efter bedøvelsen, hvorfor man dog ikke skal køre hjem selv. Der vil i den første uges tid eller to kunne være en del smerter i brystområdet, og man kan følgelig få brug for at tage noget smertestillende medicin.

Området omkring brysterne vil også være hævet i en nogle dage. Allerede fire dage efter operationen vil stingene skulle fjernes.

Efter denne type brystoperation vil arbejdet kunne genoptages allerede efter et døgns hvile, men anstrengende aktiviteter frarådes dog i nogle uger, så man ikke risikerer, at sårene springer op.