Må man sove på maven efter en brystforstørrelse?

For at undgå eventuelle misdannelser efter en brystforstørrende eller brystreducerende operation er det vigtigt, at man i den første uge til to efter operationen ligger på ryggen og sover. Det anbefales endda, at man sørger for at ligge med nogle lidt store puder bag hovedet og ryggen, så overkroppen hæves og får den bedste holdning for brysterne, indtil disse har sat sig. Dette vil sikre, at brysterne bliver siddende, hvor de skal, og får den naturlig flotte brystfacon.

Et par uger efter operationen

Sideleje vil være muligt, når de første par uger efter operationen er overstået. Man skal dog være forsigtig med dette, eftersom der stadig ikke må komme for stort pres på brystet, og ved den mindste smule ubehag anbefales det, at man lægger sig tilbage på ryggen.

Det er meget individuelt, hvor hurtigt man er klar til at ligge på siden, og det kommer ofte også an på, hvor indgribende en operation man har gennemgået. Har man for eksempel fået lagt meget store silikoneimplantater ind i brystet, vil det ofte tage længere tid for disse at ’sætte sig’, sammenlignet med eksempelvis brystforstørrelser ved brug af eget fedt, eftersom dette ikke er et fremmedelement, og helingen dermed typisk vil være hurtigere.

6 måneder efter operationen

De fleste vil kunne sove på maven 6 måneder efter deres brystoperation. Igen er dette dog meget individuelt og afhænger af, hvilken slags indgreb man har fået foretaget, samt hvor hurtigt og problemfrit helingen går.

Man skal være meget forsigtig, når man begynder at sove på maven, da det kan være en stor belastning for brysterne at have så meget vægt på gennem natten. Er brysterne ikke klar til denne slags belastning, vil det kunne medføre misformning af brysterne, at stingene springer op, eller at sårene ikke kan hele ordentligt. Oplever man den mindste smule smerte, vil det altså være bedst at vente med at sove på maven.